Børneliv er en organisation, der består af frivillige med forskellige fagprofiler samt undervisere der er børnelæger, læger, lægestuderende, sygeplejersker, sygeplejestuderende, m.fl. Vi tror på, at vores stærke faglige og kreative input kan ændre børns bevidsthed om deres sundhed og livskvalitet gennem aktiv inddragelse og leg, samt gøre deres liv mere trygt ved uddannelse af de voksne omkring dem i livreddende førstehjælp.
Vi mener, at barndommen er den vigtigste periode i et menneskes liv. Her skal børn aktivt stimuleres til et sundt og godt liv. Vi bidrager til, at børn helt fra børnehavealderen får en bedre forståelse for deres egen krop og lærer, hvordan de skal leve sundt. Samtidig er vi med til at skabe tryggere rammer om børnene gennem vores undervisning i livreddende førstehjælp til børn målrettet voksne, der arbejder med børn til dagligt.
Børneliv repræsenterer en ny generation af børnelæger, som vender sig ud mod samfundet og bidrager til at løfte vigtige samfundsmæssige opgaver i fht. børn og sundhed.
Marianne Hoffmann, Overlæge i Børnesygdomme, Rigshospitalet
Børnelivs vision er et Danmark, hvor alle børn og unge er trygge – nu og gennem hele livet
Pionerarbejde inden for lærings- og sundhedsområdet
I Børneliv tror vi på, at en dynamisk, involverende og kreativ undervisningsform skaber de bedste forudsætninger for at både børn og voksne lærer bedre og hurtigere.
Derfor er vores undervisning i høj grad dialogbaseret, ligesom vi inddrager film, animationer, teater og praktiske hands-on-øvelser i al vores undervisning for at øge interessen blandt tilhørerne.
I Børneliv tror vi på vigtigheden af, at undervisningsmetoder til børn og voksne skal nytænkes og udvikles løbende.
Derfor arbejder vi med at udvikle ny teknologi, der kan være pionerarbejde inden for lærings- og sundhedsområdet. Endelig har vi en stærk tro på at synergi og samarbejde er vejen frem.
Børnelivs mission er at være en stærk, sundhedsfaglig organisation. Børneliv fremmer alle børn sundhed og tryghed gennem kreativ og nytænkende formidling. Børneliv er børn og unges stemme, når det gælder sundhed.
Børnelivs historie
Den spæde start for Børneliv kan spores helt tilbage til 2007, hvor nogle af de senere stiftende medlemmer af Børneliv blev kontaktet af Vindinge Skole i Roskilde. De blev bedt om at holde et oplæg for skolens børn om krop og sundhed som led i skolens tema-uge om sundhed. Det takkede de ja til.
Et par år senere mødtes den samme gruppe på et læge-kursus i akut livredning af børn. Her slog det dem, at selvom det naturligvis er vigtigt, at lægerne handler korrekt og giver god behandling på hospitalerne, så er det mindst lige så vigtigt, at børnene på selve skadestedet kan få hurtig hjælp fra folk, der tør handle.
De undersøgte området og fandt ud af, at lærere og pædagoger generelt ikke er klædt på til at handle mest optimalt i disse akutte situationer. Det ønskede de at ændre, da det hverken er fair over for børnene eller de voksne.
Med disse oplevelser i rygsækken fik de idéen om at stifte foreningen ‘Børneliv – Se mit hjerte’. I dag hedder vi Børneliv og siden 2014 har vi arbejdet med at undervise børn i krop og sundhed og voksne i akut livreddende hjælp til børn. Vi startede otte unge læger i Børneliv, og i dag er foreningen vokset til mere end 50 medlemmer.
Siden starten i 2014 har vi undervist mere end 4.000 børn på sjællandske skoler, og vi prøver hele tiden at forbedre førstehjælpsundervisningen, senest ved brug af virtual reality som supplement til levende undervisning
Børneliv har i dag et mindre sekretariat med kontor på indre Nørrebro. Sekretariatet består af en sekretariatsleder, projektkoordinator, projektleder og en ny praktikant hvert semester.
Børnelivs sekretariat og undervisere er i dag lønnede, men det er de frivillige initiativer, som har bragt os til, hvor vi er i dag, og vores mange projekter er stadig drevet af frivillige kræfter. På baggrund af hårdt og sjovt arbejde og flotte evalueringer fra skolerne, har vi nu fået støtte fra almennyttige fonde til at sikre foreningens drift. Tusind tak for det – det sætter vi stor pris på!
Fondsmidlerne suppleres i mindre grad af indtægter fra workshops, dog er dette ikke noget vi profiterer af. Prisen er bevidst sat billigt for at demokratisere tilbuddet og gøre det tilgængeligt for stort set alle skoler, uafhængigt af økonomisk evne.
Vi håber at kunne udvide samarbejdet til flere kommuner, der vil støtte muligheden for, at økonomisk trængte skoler kan få besøg af Børneliv.
Vores samarbejder med private og offentlige partnere som patientforeninger, børneafdelinger og forskningsinstitutioner anser vi som både opbyggende og helt nødvendige.Vi vil derfor gerne benytte lejligheden til sige tak til alle foreningens venner, hvis indsats har været altafgørende for, at vi har kunnet realisere projekter og tiltag. Ingen nævnt, ingen glemt, men I fortjener den største anerkendelse.